Ibsen som lyriker

Henrik Ibsen var först och främst dramatiker. Men vid sidan om dramatiken skrev han, framför allt i sina unga år, en hel del lyrik. Han till och med gav ut en diktsamling (Digte, 1871). Hans mest kända dikt är den episka Terje Vigen (1862); i det närmaste en norsk lyrisk nationalklenod. När Ibsen skrev sina skådespel kunde han ibland börja med att skriva en dikt om det tilltänkta temat. Eller så tog han fram en gammal dikt som inspiration. Han gjorde det mest för att pröva om innehållet skulle göra sig i ett längre, dramatiskt format. När han 1895 började skissa på John Gabriel Borkman, ”en bergmands son”, tog han säkert fram den här dikten som fanns i boken Digte. Likheterna är i alla fall slående.

Bergmanden

		Bergvæg, brist med drøn og brag
		for mit tunge hammerslag!
		Nedad må jeg vejen bryde,
		til jeg hører malmen lyde.
		Dybt i fjeldets øde nat
		vinker mig den rige skat, –
		diamant og ædelstene
		mellem guldets røde grene.
		Og i dybet er der fred, –
		fred og ørk fra evighed; –
		bryd mig vejen, tunge hammer,
		til det dulgtes hjertekammer!
		Engang sad som gut jeg glad
		under himlens stjernerad,
		trådte vårens blomsterveje,
		havde barnefred i eje.
		Men jeg glemte dagens pragt
		i den midnatsmørke schakt,
		glemte liens sus og sange
		i min grubes tempelgange.
		Dengang først jeg steg herind,
		tænkte jeg med skyldfrit sind:
		dybets ånder skal mig råde
		livets endeløse gåde. –
		End har ingen ånd mig lært,
		hvad mig tykkedes så sært;
		end er ingen stråle runden,
		som kan lyse op fra grunden.
		Har jeg fejlet? Fører ej
		frem til klarhed denne vej?
		Lyset blinder jo mit øje,
		hvis jeg søger i det høje.
		Nej, i dybet må jeg ned;
		der er fred fra evighed.
		Bryd mig vejen, tunge hammer,
		til det dulgtes hjertekammer! –
		Hammerslag på hammerslag
		indtil livets sidste dag.
		Ingen morgenstråle skinner;
		ingen håbets sol oprinder.